Realdania By & Byg køber anden halvdel af arkitekt Vilhelm Lauritzens dobbelthus i Hellerup

Da den danske arkitekt Vilhelm Lauritzen i 1958 opførte hus til sig selv og sin familie på Bernstorffsvej i Hellerup, var han og hans hustru, Ingeborg Ziegler, oppe i årene. Deres datter var for længst flyttet hjemmefra, men i det nye hus kom de to generationer igen til at bo under samme tag. I den ene halvdel af det lange hus boede Vilhelm Lauritzen og hans hustru, og i den anden halvdel deres datter og svigersøn og to små børnebørn.

Nu er begge halvdele af dobbelthuset sikret for eftertiden.

- Med erhvervelsen af også den anden halvdel af Vilhelm Lauritzens dobbelthus har vi sikret og bevaret hele huset som et samlet arkitektonisk værk, sådan som det var Vilhelm Lauritzens intention, da han i sin tid tegnede det. De to huse er fortsat to enkeltstående boliger på hver deres matrikel, men deres fælles arkitektur og sammenhæng bliver nu bevaret for eftertiden, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld.

- I sin helhed repræsenterer huset et meget personligt bud på et parcelhus fra efterkrigstiden, tegnet af en af landets mest betydende arkitekter i udviklingen af dansk modernistisk arkitektur. Huset på Bernstorffsvej er en afspejling af Vilhelm Lauritzens sans for at forene form og funktion med udsøgte detaljer og materialer. 

Sammenhængende bygningsværk

At de to huse er tænkt og opført som ét samlet værk, ses tydeligt på husets 48 meter lange facade. Med aflange gasbetonblokke fremstår facaden næsten som én lang udbrudt linje, kun adskilt af en bræddeport, som cirka midt på facaden skærmer for en fælles køkkengård. 

I Lauritzen-parrets del af huset brydes facaden mod gaden derudover kun af et stort karnapvindue, og i datteren og svigersønnens halvdel af tre mindre vinduer med skodder. Hovedindgange og garager er symmetrisk placeret i hver ende af bygningen, trukket tilbage fra facaden, så de danner en indkørsel og et pergola-overdækket indgangsparti.

Alt i alt er huset et sammenhængende bygningsværk med en planløsning, som gjorde det let for tre generationer at komme og gå hos hinanden, men samtidig to selvstændige boliger, forsynet med hvert sit matrikelnummer og også med hver sin indretning. Haven og køkkengården, hvortil der er adgang fra de to huses bryggers, var det eneste, som reelt var fælles. For Vilhelm Lauritzen var det vigtigt også at kunne være sig selv, og han udviklede sågar et lille meddelelsessystem, så han kunne signalere, når han ønskede ro og fred:

Til avisen ”Villabyerne” fortalte han i 1958:

”Jeg har en rød vindpose, som jeg en gang imellem hænger op på gavlen ind mod min datters hus. Det betyder, at jeg ikke vil have besøg. Mine børnebørn respekterer det, for jeg har engang forklaret dem, at når den røde pose hænger der, er jeg enten for træt til at snakke med dem, eller vi har gæster.”

Samme formsprog og ensartede voluminer 

Facaden er ikke det eneste sted, hvor de to huse udtrykker en samlet arkitektonisk helhed. Overalt er de to boliger præget af samme designmæssige formsprog og ensartede voluminer. Det gælder såvel ude som inde, hvor der er anvendt samme udsøgte materialer og samme fine detaljering og udførelse i det faste inventar. 

Da Lauritzen-familien boede i huset, var haverne lagt sammen til en stor fælles have. I dag er haven delt i to. Fra begge huse er der stor kontakt mellem haven og husenes indre via store panoramavinduer og med direkte udgang fra opholdsstuerne via glasskydedøre.

Ensartetheden gælder også i husene planløsninger – dog med en forskel, at de to boliger blev indrettet til at skulle matche forskellige livsfaser og behov. Den ene bolig blev skabt til et ældre ægtepar uden børn; den anden til en børnefamilie. I Lauritzen-parrets bolig blev en stor del af kvadratmeterne udnyttet til en stor opholdsstue, mens pladsen i datteren og svigersønnens hus til gengæld blev brugt på et værelse til børnene. Til avisen ”Villabyerne” forklarede Vilhelm Lauritzen om indretningen:

”Min datters hus er omtrent som vores. Barneværelset vender naturligvis med skydedøre direkte ud til terrassen, og fra gaden kan børnene desuden gennem en ekstra lille forstue med garderobeskabe og håndvask gå direkte ind i barneværelset. Der er nok at bestille i et hjem med to små børn, og stuen skal derfor skånes så meget som muligt. Man skal ikke brug al sin tid til rengøring. Opholdsstuen i den anden del af huset er lidt mindre, men det er alligevel en stue på ca. otte meter og godt og vel fem meter i bredden.”

Del af samlingen ”Arkitekternes egne huse”

Ligesom i Lauritzen-parrets del af huset fremstår også den anden del huset stort set, som da huset blev opført. Planløsningen er bevaret, ligesom alle overflader fremstår uændrede og med intakte originale gulve af teaktræ, lofter i fyrretræ og vægpaneler i ædeltræ. Også indretning og inventar i køkken, bryggers og badeværelser er bevaret.

Begge huse er udleje til privat beboelse, og begge indgår i Realdania By & Bygs samling af “Arkitekternes egne huse”, der alle blev skabt af danske arkitekter i det 20. århundrede, og som på hver sin måde udgør et unikt bidrag i fortællingen om dansk modernisme og udviklingen af den danske familiebolig.