Restaurering af beton og bølgeeternit:
Husets arkitektur deler vandene
Lidt udenfor Herning er restaureringen af den danske arkitekt Poul Erik Thyrrings eget hus fra 1971 netop afsluttet. For Realdania By & Byg, som købte huset i 2021, har restaureringen været en balancegang mellem at restaurere betonflader og bølgeeternit og samtidig sikre et sundt og godt indeklima. Søndag den 21. april inviterer Realdania By & Byg indenfor i et hus, hvis arkitektur ofte deler vandene.
Godt gemt inde i et skovområde i byen Arnborg mellem Herning og Brande ligger et lille stykke arkitekturhistorie. Bag de høje træer har håndværkere de seneste tre år været i gang med at restaurere det hus, som den danske arkitekt Poul Erik Thyrring i 1971 tegnede som sommerhus til sig selv og sin familie og sidenhen omdannede til helårsbolig.
For knap tre år siden blev huset købt af Realdania By & Byg, og med restaureringen er et markant og kulturhistorisk betydende enfamiliehus nu bevaret for eftertiden.
- Med sine grå bølgeeternitplader, rå betonflader og svenskrøde træværk udgør huset et særligt kapitel i dansk arkitekturhistorie og dansk boligbyggeri. Husets arkitektur deler vandene. Nogle bryder sig ikke om det rå og grå udtryk, og andre elsker det. Men med hele sin byggestil og fremtoning er huset en vigtig brik i forståelsen af vores bygningsarv og vores tilgang til boligbyggeri for over 50 år siden, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Per Troelsen, som har stået i spidsen for den omfattende restaurering.
– Huset har været i Thyrring-familiens eje, lige siden det blev bygget. Det er hverken fredet eller registreret som bevaringsværdigt, og det var derfor i risiko for at blive ombygget eller nedrevet og erstattet af et andet hus. Dermed ville et unikt eksempel på den særlige arkitekturretning, som huset repræsenterer, være forsvundet. Nu er huset restaureret og bevaret og klar til udlejning som privatbolig.
Originale materialer og godt indeklima
I stil med Realdania By & Bygs andre restaureringer af historiske huse har det også med Thyrrings eget hus været et ønske at bevare og restaurere så meget som muligt af de originale materialer og samtidig skabe et sundt og tidssvarende hus med et godt indeklima og med et energiforbrug og en varmeøkonomi på et fornuftigt niveau.
Med indeklima for øje har især isoleringen af huset haft stort fokus under restaureringen. De originale tegninger viste, at husets isolering i tag og facade var meget beskeden med mineraluld og vindpap mellem skelettets stolper og lægter og med rå og ubehandlede gasbetonvægge inde i huset.
– Allerede inden vi begyndte restaureringen, havde vi en mistanke om, at facaden ikke havde det så godt. Da vi skruede enkelte plader af for at få et overblik, viste det sig, at isoleringen gennem årene havde forskubbet sig og var blevet ødelagt - primært fordi nogle af skovens små pelsdyr har været flyttet ind i den lune facade om vinteren. Cirka 40 procent af husets tag og facade var reelt uisoleret, forklarer Per Troelsen.
Et restaureringsvalg
Der var derfor ingen vej udenom. Alle de gamle eternitplader måtte tages ned, så der kunne lægges ny isolering, og da de gamle eternitplader indeholdt asbest, var det ikke lovligt at genmontere dem. I stedet er der sat nye plader på facaden, men med helt samme mål og udtryk som de originale og fastgjort til træskelettet med synlige samlinger – helt som oprindeligt.
– Ved et restaureringsvalg som dette, hvor vi fjerner husets ikoniske og originale eternitplader, spørger vi altid os selv, hvad vi mister? Asbesten kommer ingen til at savne, men vi kommer til at savne den smukke patinering, som eternitpladerne har fået over tid i form af mos, alger og fine farveforskelle, afhængigt af om det er nord- eller sydfacaden, man kigger på. Denne patinering svarer til slitagen på en pigstensbelægning i en slotsgård eller tidens tand på gamle fyrretræsgulve. Med udskiftningen af pladerne er denne patina forsvundet; til gengæld har vi sikret et sundt og godt hus med god komfort. Og patinaen kommer igen, siger Per Troelsen.
Ny isolering af træfiber
Som en del af restaureringen er også træskelettet blevet repareret, og råddent og ødelagt fyrretræ er udskiftet med nyt. Farven er den samme svenskrøde som oprindeligt.
– De meget høje træer omkring huset har givet megen skygge. Solen har haft svært ved at holde huset tørt, og fugten er derfor blevet holdt inde, så træet har stået og rådnet. På et par af facaderne kunne tømreren så let som ingenting hive de rådne lægter fri af gasbetonstenene, fortæller Per Troelsen.
I stedet for mineraluld er der lagt ny isolering af træfiber, og i stedet for den bløde vindpap – som huset blev født med – er der monteret en stiv plade, som gør konstruktionen vindtæt og forhindrer skovens pelsdyr i at tage ophold i facaderne og i taget.
Afrensning af gasbeton
Indenfor har en stor del af restaureringen været koncentreret om at afrense den plastikmaling, som de rå betonblokke ved en fejl blev malet over med i 1971, kort tid efter at huset stod færdigt.
Oprindeligt stod de indvendige betonmure ubehandlede som et perfekt match til de gråbrune betongulve og det groft pudsede loft, men før festlighederne ved en barnedåb i 1971 besluttede Poul Erik Thyrring og hans hustru, at væggene skulle stryges med kalk for at lysne den store stue.
– Maleren, der blev hyret, mente dog, at det måtte være en misforståelse med en så primitiv behandling, og han begyndte på eget initiativ at male væggene med hvid akrylmaling. Da parret kom hjem, var bestyrtelsen stor, men væggene stod ikke til at redde. Den porøse gasbeton kunne ikke afrenses uden at ødelægge overfladen, og der var ikke andet at stille op, end at lade maleren færdiggøre sit velmente forehavende, fortæller Per Troelsen.
I dag er mulighederne og midlerne til afrensning flere, og undervejs i restaureringen blev flere metoder testet på et lille stykke af væggen. Ved hjælp af både kemi og vand, husholdningsfilm og højtryksrens lykkedes det at befri væggene for deres plastikmaling. Væggene er efterfølgende blevet påført en kalkmaling, som ikke smitter af, men alligevel besidder kalkens matte karakter, som fanger lyset og lader stenenes overflade stå frem.
Simple materialer i pagt med naturen
Sammen med de bølgende eternitplader er netop den rå gasbeton et væsentligt element i den arkitektoniske stilart, som huset repræsenterer, nemlig brutalisme, som blev fremdyrket i midten af 1900-tallet, og som arkitekt Thyrring i høj grad blev eksponent for. Brutalismens arkitekter havde som intention at lade en bygnings materialer stå rå og utilslørede uden at pakke dem ind eller overfladebehandle dem for pænhedens skyld.
– Gasbetonen og eternitpladerne i Thyrrings hus er masseproducerede katalogvarer, som man ikke umiddelbart forbinder med landlig idyl, men alligevel indgår de her i et vellykket samspil med naturen omkring huset. Måske fordi disse materialer i lighed med naturen ikke gør noget stads af sig; de står ved, hvad de er: simple industriprodukter, og netop derfor passer de så godt i disse omgivelser, siger Per Troelsen, som dog ikke er tvivl om, at meningerne om brutalismens værker er delte. Dét har han oplevet mange gange, når han i de seneste tre år har vist Thyrrings hus frem.
- Vi behøver heller ikke at knuselske al arkitektur, men huske på, at arkitekturhistorien består af en lang række forskellige perioder, som er hinandens forudsætninger. En arkitekturretning, som vi måske ikke bryder os om, kan meget vel blive afløst af en retning, som vi er tiltrukket af. Arkitekturretningerne afløser hinanden, fordi de hænger sammen. På den måde er også brutalismens værker en del af fortællingen om vores samfund og dets arkitektur, understreger Per Troelsen.
