Restaurering af Gammelby Mølle:
Egnsbyggeskik med metervis af egetræ

Midt mellem Vejle og Fredericia, i den kuperede Elbodal, hvor Mølleåen snor sig mellem løvtræer og stejle skrænter, ligger den velbevarede 200 år gamle vandmølle, Gammelby Mølle.

Ikke alene er den historiske vandmølle med sine intakte møllehjul og kværne en velbevaret og velfungerende bygningstype, som engang var at finde ved tusindvis af danske åer og vandløb; den er også et enestående eksempel på en særlig egnsbyggeskik, som gennem århundreder har præget netop denne del af Danmark.

Som andre egne i landet havde egnen omkring Fredericia nemlig også i sin tid en egen byggeskik, skabt efter den geografiske placering, efter landskabet, de klimatiske forhold og de byggematerialer, der kunne skaffes i nærområdet. 

Kendetegnende for egnsbyggeskikken på Fredericiaegnen, hvor der var nem adgang til tømmer, var et kraftigt og righoldigt bindingsværk, mens der på træfattige steder i landet blev bygget med mere spinkle konstruktioner og med så lidt træ som muligt – ofte med træ, som var blevet til overs fra andre bygninger, eller træ, der var drevet i land som drivtømmer. 

Frås og fyldtømmer

I de tidligere meget skovrige områder i den nordlige del af Fredericiaegnen findes stadig helstøbte gårdanlæg, opført efter den lokale egnsbyggeskik med en righoldig brug af kraftigt egetømmer og med et bindingsværk, der er udført med dokker, altså korte, lodrette stolper mellem facadens bundrem og løsholt. 

Disse dokker var bare fyldtømmer, og konstruktionsmæssigt var det ofte rent frås af træ. Samme byggeskik med brug af dokker blev også anvendt visse steder på Fyn, hvor der ligeledes var adgang til store mængder egetræ. Både i de fynske og østjyske egne findes desuden eksempler på gårde, hvor dokkerne kun blev brugt på gårdsiden, dvs. på den præsentable side, hvor de besøgende ankom, og kun på de synlige fag; altså ikke på de fag, der var skjult af andre længer. 

På Gammelby Mølle var der dog ingen smalle steder; her flottede gårdejerne sig med dokker på begge sider, og måske har dokkerne – ud over den pyntelige effekt – alligevel også haft en vis betydning for bygningernes stabilitet, eftersom afstanden mellem de egentlige, bærende stolper faktisk er relativ stor – også større end på det fynske bindingsværk.

I dag er alt tømmer, også de mange dokker, restaureret, og på avlslængerne er træværket malet i den historiske ”Trelde-røde” farve, som er en blanding af engelskrød og italienskrød, og som også er specifik for netop denne egn.

Et helstøbt, førindustrielt kulturmiljø 

Med den funktionsdygtige mølle, det velholdte stuehus, de tre avlslænger, den store have og det kuperede landskab med å og mølledam udgør Gammelby Mølle et helstøbt, førindustrielt kulturmiljø og et unikt stykke danmarkshistorie. Det hele er nu bevaret for eftertiden, og et nyt kapitel i Gammelby Mølles historie kan begynde.

Gammelby Mølle indgår i Realdania By & Bygs samling af knap 70 historiske ejendomme, som hver for sig og tilsammen er med til at levendegøre fortællingen om dansk bygningskultur og samtidig tjene som eksempler på, hvordan den danske bygningsarv kan levendegøres og fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling. 

Egnsbyggeskik i Realdania By & Bygs samling

I løbet af 1800-tallet og i takt med industrialiseringen blev byggematerialer i stigende grad maskinfremstillet og standardiseret, og de gamle traditioner og egnsbyggeskikke blev efterhånden udkonkurreret. I dag findes kun ganske få af disse intakte, egnskarakteristiske bygninger, som engang prægede hver en afkrog af landet. I Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme findes en række eksempler på lokal dansk byggeskik. 

Priors Hus (1690) – et lille byhus på Ærø, bygget efter slesvigsk tradition med diele, pisel
og dorns, dvs. forstue, spiseplads og karnapstue.
Stines hus (1700-tallet) – et lille husmandssted på Lolland, bygget efter lokal egnsbyggeskik med tækket gavl.
Nørre Sødam (1754) – en værftgård ved Møgeltønder, bygget på et værft, dvs. en forhøjning, efter vestslesvigsk byggetradition og med en egnskarakteristisk tagbærende stolpekonstruktion.
Bent Madsens Gård (1795) – en vestfynsk bondegård, bygget i kraftigt bindingsværk med egnens farver og med længer opført som sulekonstruktion.
Højergård (1823) – en marskgård i Højer, bygget i vestslesvigsk byggestil. 
Kalines hus (1865) – et tanghus på Læsø, bygget med sparsom brug af tømmer og med tang på taget.
Højgården (1873) – en lille gård på Sejerø, bygget i spinkelt, såkaldt sidebåndsbindingsværk.