x

Usædvanligt køkkentapet er sikret som sidste led i restaureringen af Støberihallerne i Præstø

Nyhed 1. juli 2025

Et bemærkelsesværdigt tapet pryder væggene i det lille køkken, som Præstø Bibliotek og Lokalarkiv inden længe får glæde af, når de til efteråret flytter ind i de tidligere støberihaller. Tapetet er over 60 år gammelt og ganske godt bevaret. Nu har konservatorer – som sidste led i Realdania By & Bygs restaurering af Støberihallerne i Præstø – sikret tapetet for eftertiden.

Med skalpel, vatpinde og farveblyanter har konservatorer genskabt og sikret det historiske tapet i det lille køkken på første sal i den tidligere værkførerbygning i Støberihallerne i Præstø. Det er et langsommeligt arbejde, men det er også et arbejde, der er med til at bevare en lille bid af fortællingen om bygningens fortid.

Og selvom kaffen til fremtidens møder næppe bliver brygget på en Madam Blå-kaffekande, så bliver tapetet formentlig både et sjovt og historisk indslag i hverdagen for personalet på Præstø Bibliotek og Lokalarkiv, som inden længe flytter ind i de gamle bygninger midt i byen, der netop er blevet restaureret og transformeret af Realdania By & Byg.

”Lejligheden i værkførerhuset var i brug helt op i 1990’erne. At tapetet og køkkenet har overlevet til i dag, er ret usædvanligt. Vi valgte at bevare tapetet og køkkenet, fordi det er en del af ejendommens brogede historie og en understregning af funktionen i netop denne del af bygningen,” siger arkitekt Anders Brüel, der har ledet restaureringen for Realdania By & Byg.

Køkkentapet med viskestykkemotiv

At tapetet har været tiltænkt et køkken, kan man ikke være i tvivl om, når man ser motivet: Køkkenredskaber og varmehandsker, bundter af gulerødder og frugter figurerer på malede viskestykker, hængt op på snore mellem marmeladeglas og kaffekander.

Teksten på de malede viskestykker er engelsk, men i kanten af tapetet har konservatorerne fundet ordet Copenhagen, hvilket tyder på, at det er produceret i Danmark.

Mens lejligheden blev indrettet omkring 1930, da et tidligere lagerrum blev omdannet til bolig for værkføreren, er det mere uklart, hvornår tapetet er blevet opsat.

Nationalmuseets tapetekspert, seniorforsker Vibeke Andersson Møller, fortæller, at køkkentapeter som dette blev populære i 1960’erne. Moden blev så udbredt, at over halvdelen af alle danske køkkener i 1965 havde et køkkentapet.

Det særlige ved det lille køkken i Præstø er dog, at tapetet ikke blev udskiftet, da moden ændrede sig.

”Det er unikt, at det er bevaret, og at der ikke er lavet om i køkkenet. Det er ret usædvanligt. Og så er det i god stand – dets alder taget i betragtning,” siger konservator Charlotte Graminius fra Steensberg Konservering, som har konserveret tapetet.

Tapetet trængte til en kærlig hånd

Køkkentapetets tilstand var relativt god set med en konservators øjne, men nogle skader var der opstået gennem årene.

I et hjørne over komfuret var tapetet præget af mange pletter og misfarvninger samt lidt skimmel. Ved døren mod trappeopgangen var der huller i tapetet, og i vindueslysningen havde sollyset bleget farverne. Konservatorerne har derfor haft forskellige tilgange til opgaven afhængigt af skadernes art.

De steder, hvor tapetet sad løst, har konservatorerne skåret det op med skalpel. Derefter fjernede de den løse puds, der smuldrede bag tapetet, og til sidst spartlede de hullet ud for at kunne lime tapetet fast på en stabil overflade.

Pletterne og skimmelvæksten er blevet fjernet ved, at konservatorerne rensede overfladen. De har lavet en tørrensning med en silikonesvamp, som kan opsamle støv og snavs. Til de mere genstridige pletter har de anvendt en vandopløsning med stoffet triammoniumcitrat. Konservatorerne har dyppet vatpinde og nanosvampe i væsken og haft held til at fjerne de sidste pletter.

Den største udfordring var glansen

De steder, hvor tapetet manglede, har konservatorerne sat nyt, neutralt tapet op. De nye tapetstykker er blevet malet, så motivet ligner det oprindelige. Til opgaven har de anvendt både akrylmaling, akvarel og farveblyanter.

”Det mest udfordrende ved opgaven var at opnå samme glans på det nye tapet som på det gamle. Det retoucherede tapet fremstod mere mat end det originale. Derfor har vi anvendt flere typer maling. De forskellige typer fanger lyset på hver sin måde,” siger Charlotte Graminius.

Charlotte Graminius og hendes kollega hos Steensberg Konservering har samarbejdet med konservator Anne Brøndum fra Brøndum Konservering. De tre konservatorer har brugt cirka to uger på opgaven, som satte et endeligt punktum for Realdania By & Bygs restaurering af Støberihallerne i Præstø.

Ny bog fortæller historien om Støberihallerne i Præstø

Støberihallerne i Præstø udgør et sammenhængende, bynært industrianlæg fra slutningen af 1800-tallet, der fortæller historien om forandringen af Danmark fra bondesamfund til industrikultur. Realdania By & Byg købte Støberihallerne i 2021 for at bevare denne særlige bygningstype for eftertiden.

Ejendommen indgår i Realdania By & Bygs samling af knap 70 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og bidrager til at fremme den levende bygningskultur.

Restaureringen af ejendommen – som både har skullet sikre bygningernes lange levetid og omdanne dem til nye formål – blev afsluttet i foråret 2025. I den forbindelse har Realdania By & Byg udgivet en bog om ejendommen.

I bogen fortæller historiker Louise Karlskov Skyggebjerg om ejendommens historie, om støberierne i Danmark og om den rolle, de spillede i industrialiseringen af landet. Bogen er også en fortælling om, hvordan Realdania By & Byg har grebet restaureringen an – om balancen mellem fortid og fremtid og om betydningen af at bevare de små spor af historien.