Medborger eller modborger?

Boligsocialt arbejde kan føles som et hamsterhjul. Mange beboere løftes og kommer godt i vej, men mange boligorganisationer oplever at ikke alle beboere kan eller vil løftes. Og boligområdet i sig selv løftes derfor ikke med samme succes.

Landsbyggefonden brugte sidste år 320 mio. kroner på boligsocialt arbejde - ud over bidragene fra kommuner og boligorganisationer. Og Birte Flæng Møller, formand for Almen Boligforum, åbnede da også Almen Boligforums seneste debatmøde i hjertet af Vollsmose med at spørge, om boligorganisationerne får det bedst mulige udbytte for indsatsen og for pengene?

”Vi er mange lejere og borgere, der måske har brug for en hånd til at komme tættere på den danske normalhverdag. Vi har brug for nye værktøjer og nye strukturelle rammer.”

To spor dominerede debatten
Skal det være boligorganisationens opgave at være brobygger, så isolerede beboere lokkes ud af deres (kulturelle) komfortzone? Er opgaven ikke kommunens, eller er det ikke ligegyldigt, hvem der banker på døren, hvis man bare har beboernes tillid? 

Og når nu samarbejdet mellem kommune og boligselskab er så afgørende for succes, hvorfor er dansen da så vanskelig? 

En perlerække af spillere inden for integrationsfeltet fremlagde hver deres bud på bedre brobygning i boligområdet. Budene kan sammenfattes til følgende: 

Spred socialt udsatte, opløs byernes koncentration af sociale vanskeligheder, byg alle tænkelige broer mellem isolerede beboere og det omgivende samfund. Opfind nye metoder, overskrid personlige og organisatoriske grænser. 

Klassekammerateffekt og samvær
Samfundsdebattøren Lars Olsen pegede på, at klassekammerateffekten er vigtig, og at byernes sociale geografi skal bygges til at blande folk. ”Løsningen er, at lave en mere spredt almen sektor.” 

Boligorganisationens mand i marken, Eskild Dahl Pedersen holdt hårdt på at nøglen til integration af isolerede beboere er samvær og nærvær.

”Hvis man vil lave forandringer, så skal man ikke sidde bag ved en computer, så skal man være sammen med sine beboere. Man skal lære dem at kende.”

Integrationspraktiker Khaterah Parwani lagde vægt på den civile indsats og den personlige investering: ”Hvor er den reelle interesse udtrykt i handlinger? Hvor er den reelle individuelle investering? Jeg efterlyser den, for jeg møder den ikke, men jeg ved fra mit arbejde, hvor afsindigt meget den rykker hos den enkelte unge.”

Nanna Muusmann fra Vollsmoses boligsociale sekretariat viste fin fornemmelse og gode erfaringer med at bygge bro over kløften mellem organisation og individ:

”Rigtig meget af vores arbejde handler om at afstemme forventninger mellem en borger i en udsat position og det samfund, som meget naturligt har forventninger til, hvad der skal ske eksempelvis med børn og unge og uddannelse i samfundet.”

Behov for fælles fodslag 

Eftermiddagen bød også på en boligpolitisk paneldebat mellem Maj Green fra Gladsaxe Kommune, Carina Seifert fra DAB og Jens Møller fra BL Aarhus, der blandt andet pointerede, at boligorganisationer og kommuner har problematisk forskellige dagordner, og derfor bør de rykke tættere sammen for at finde et fælles fodslag.