x

Den nye kanalby: Fredericias redningsplanke

Pressemeddelelse 24. juni 2015

Hos Fredericias tidligere voldmester, Henning Møberg, som i over 30 år har passet på byens volde og kender byen som sin egen bukselomme, er der ingen tvivl om, at den nye kanalby vil få stor betydning for byens udvikling.

"En redningsplanke". Sådan kalder Fredericias tidligere voldmester Henning Møberg den nye kanalby, som lige nu skyder op på Fredericia Havn. Ikke fordi Fredericia har været ved at synke til bunds, men fordi den nye kanalby - med navnet FredericiaC - på elegant vis binder fortid og fremtid sammen og bygger bro mellem det gamle bycentrum og det tidligere havneområde.

Søndag den 5. juli inviterer Realdania Byg Klubben i samarbejde med FredericiaC på foredrag i Mehldals Rådhus og en byvandring, der spænder over mere end 150 års arkitekturhistorie - fra rådhuset i Vendersgade og 300 meter ned til den kommende kanalby, der allerede summer af aktiviteter og arrangementer.

Undervejs får deltagerne følgeskab af byens tidligere voldmester Henning Møberg, som i over 30 år har passet på byens volde, og som kender byen og dens historie som sin egen bukselomme.

Nordeuropas mest velbevarede
- Fredericia har jo rødder tilbage til 1600-tallet, hvor Christian 4. efter langvarige krige i Europa besluttede at bygge en stærk fæstning i Jylland. Den nye fæstningsby fik navnet Frederiksodde efter kongen, og nogle år senere det nuværende navn, Fredericia, fortæller Henning Møberg, som ikke blot kender byens historie fra bøger og arkiver, men også fra mange vandringer som guide på byens voldanlæg, der er et af Nordeuropas mest velbevarede, og hvor den flotte voldbue med bastionerne mod landsiden måler ca. 2 km i længden.

Den nye flankefæstning blev anlagt på den dengang øde og ubeboede Bersodde, og Fredericia er faktisk den eneste danske by, der er anlagt alene som fæstningsby.

En fristad
- Der var reelt ingen by på stedet, da fæstningsværket blev opført, og interessen for at flytte til den nye by var mildest talt ikke stor. Kongen, Frederik 3., forsøgte at få indbyggere til byen ved at nedlægge de nærmeste landsbyer og ved at lokke med vidtrækkende privilegier som for eksempel 10 års skattefrihed, gratis byggegrunde, fristed for tidligere straffede og ikke mindst en religionsfrihed, der betød, at byen blev en fristad for forskellige trosretninger, fortæller Henning Møberg, der glæder sig over, at fristads-tankerne er videreført i den nye kanalby.

- Visionen om at FredericiaC skal være en mangfoldig bydel med plads til alle trækker fine historiske tråde tilbage til tiden, siger Henning Møberg.

En del af anlægget blev fjernet
Selvom voldanlæggets forsvarsmæssige betydning efterhånden blev mindre og mindre, var det først i 1909, at fæstningen Fredericia officielt blev nedlagt.

- Det betød samtidig, at der nu kunne bygges uden for voldene, og også havnen, der var blevet anlagt i begyndelsen af 1800-tallet, blev udvidet. Voldanlægget mod syd blev fjernet for at gøre plads til havneaktiviteter og store industrivirksomheder, der gav byen et råt og industrielt udtryk, som har hængt ved lige siden, fortæller den tidligere voldmester.

Løfter hinanden
Med opførelsen af FredericiaC genopføres dette manglende stykke voldanlæg - ikke som et konkret, fysisk anlæg, men som et grønt areal, der gengiver voldens oprindelige forløb. Samtidig vil det nye areal forbinde den nye bydel med voldene.

Lige nu er tørdokken i havnen ved at blive fyldt og dermed forsvinder det sidste synlige levn fra industri- og værftstiden. Samtidig er den første egentlige kanal i kanalbyen ved at tage form, og det glæder den historieinteresserede voldmester, at hele det nye kanalsystem er inspireret af historiske byplaner fra Frederik den 3.'s tid.

- Sammenbindingen af fortid og fremtid er essentiel. De løfter hinanden og sætter skub i en ny og tiltrængt udvikling for Fredericia, siger Henning Møberg, som den 5. juli står klar til at fortælle meget mere om byens historie og om selve datoen den 5. juli.

Den 5. og 6. juli i Fredericia
- Datoen den 5. og 6. juli er betydningsfuld for Fredericia. De dage fejrer hele byen Slaget ved Fredericia. Natten mellem den 5. og 6. juli 1849 lykkedes det nemlig for den danske hær fra Fredericia at fordrive fjenden - de schlesvig-holstenske tropper, som i flere måneder havde holdt byen belejret - og dermed sikre Danmarks grænse ved Ejderen endnu en årrække, frem til 1864, fortæller voldmesteren.

Det var da også på denne historiske dag, 6. juli, at byens rådhus i Vendersgade - tegnet af den danske arkitekt Ferdinand Meldahl - blev indviet i 1860. Og netop herfra starter vandringen fra fortidens forsvarsværk til fremtidens FredericiaC.