x

En forrygende uge med klima på dagsordenen

Nyhed 16. oktober 2019

C40 World Mayors Summit 2019 blev det største C40-topmøde nogensinde, og blev af mange deltagere betragtet som et vendepunkt i klimaarbejdet. Mens C40 tiltrak borgmestre fra hele verden, samlede DK2020 danske borgmestre fra 20 kommuner, med lige så høje klimaambitioner.

Med 2300 deltagere blev sidste uges C40-topmøde det største i C40’s historie. Topmødet tiltrak 49 udenlandske borgmestre og 25 viceborgmestre samt 25 danske borgmestre. Dertil kom repræsentanter fra en lang række andre byer, både i og uden for C40-netværket. Realdania var medvært for topmødet, sammen med C40 og Københavns Kommune. Udover selve topmødet, blev der samtidig afholdt klimafestivalen Live Like Tomorrow, der tiltrak et stort antal borgere.

En stor opmærksomhed samlede sig om den store plenarforsamling med taler fra bl.a. FN’s generalsekretær António Guterres, statsminister Mette Frederiksen, tidl. Vicepresident Al Gore, Overborgmester Frank Jensen, Los Angeles' borgmester Eric Garcetti, Paris’ borgmester Anne Hidalgo og kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez – foruden en lang række paneldebatter.

Men det var uden for den store sal, at mange af de betydningsfulde ting skete. Det var her der for alvor blev udvekslet gode ideer og løsninger mellem byerne. Det var her byerne kunne mødes i workshops og danne nye netværk. Og det var ikke mindst her at unge fra hele verden mødtes til deres eget ungdomstopmøde, der resulterede i en række forslag, hvoraf det ene var at alle C40-byerne forpligter sig til at have et ungdomsklimaråd, og den idé tog C40 straks til sig.

Det var også her der blev indgået tre større aftaler, som en række byer fra starten tiltrådte, og hvor målet er at få endnu flere med:

  1. Global Green New Deal med alle C40’s 94 byer. Aftalen erklærer global klimanødstilstand og forpligter byerne til at sætte klima i centrum af alle beslutninger og leve op til Parisaftalens 1,5 graders mål.
  2. En fødevare-aftale mellem 14 byer om bl.a. at mindske madspild og nedbringe forbruget af kød.
  3. En aftale om ren luft mellem 35 byer, der forpligter sig til en kraftig reducering af luftforurening frem til 2025.

København er med i alle tre aftaler.

 

Klimaambitioner i hele landet

Det er ikke kun verdens storbyer der har høje klimaambitioner, det har de danske kommuner også.

De 20 udvalgte kommuner i Realdanias DK2020-projekt mødtes onsdag, som optakt til det store topmøde, i en såkaldt Masterclass.

De 20 kommuner blev i foråret udvalgt blandt 31 ansøgere, og interessen for at deltage var stor blandt mange kommuner. Klimaet er ikke kun noget der bekymrer verdens storbyer. Alle kommuner mærker konsekvenserne af klimaforandringer.

På DK2020-masterclassen var der inspirerende oplæg med erfaringer fra London og Oslo, samt en række andre oplægsholdere. Der var debat og mulighed for at netværke og hente inspiration fra hinanden.

Alle 20 DK2020-kommuner deltog. Efterfølgende deltog en række af borgmestre i det store topmøde – sammen med deres kolleger fra hele verden og en andre danske borgmestre.

Klimaets årti

Topmødet blev af mange betegnet som et vendepunkt: Nu skal der handling til – ikke bare snak og planer. C40’s nytiltrådte formand, Los Angeles’ borgmester Eric Garcetti, proklamerede i sin tiltrædelsestale at det kommende årti skal være klimaets årti og handlingens årti.

Som flere andre talere også var inde på, så er de næste 10 år skelsættende for om de akutte klimaforandringer kan afværges før det er for sent. Ugen med klima på dagsordenen markerer dermed indledningen på et helt årti med klima på dagsordenen.

Realdania kunne i den anledning fortælle at vi fortsætter og styrker vores bidrag til klimaindsatsen med en ny og større bevilling til C40 i de næste fem år, sammen med den danske stat, samtidig med at vi afsætter penge til at fortsætte de afledte danske aktiviteter i stil med DK2020. 

Læs mere om Realdanias nye bevilling sammen med den danske stat