x

Poul Erik Thyrrings eget hus - en væsentlig del af fortællingen om dansk arkitektur

Pressemeddelelse 9. juli 2021

Med købet af den danske arkitekt Poul Erik Thyrrings eget hus har Realdania By & Byg føjet endnu et ikonisk bygningsværk til samlingen af store danske arkitekters egne huse. Samtidig er samlingen blevet udbygget med en ny stilretning: organisk dansk brutalisme.

Med sine grå bølgeeternitplader, sit postkasserøde træværk og sine utilslørede betonflader er arkitekt Poul Erik Thyrrings eget hus i Herning et ekspressivt standpunkt i dansk boligbyggeri. Værket indtager en plads i dansk arkitekturhistorie som et organisk brutalistisk enfamiliehus, der afspejler en tid, et samfund og en stilretning. Om huset er kønt eller grimt må være en smagssag for den enkelte, men fælles for os alle er, at både huset og arkitekten udgør en væsentlig del af fortællingen om dansk arkitektur.

Brutalisme for begyndere

Huset er opført som sommerhus i 1969 og senere udbygget til familiebolig, da der dukkede børn op. I huset findes endnu inventardele, materialer og ideer, som Thyrring også anvendte, da han sammen med arkitekterne Gert Edstrand og Nils og Eva Koppel tegnede Panum Instituttet i København, Københavns Universitets nu nedrevne bygninger på Amager og bygningen til direktoratet for Toldvæsenet i København.  

Med disse bygninger i rå beton, kraftige dimensioner og store skalaforhold kom Poul Erik Thyrring til at repræsentere stilen brutalisme, der trods navnet ikke er et ønske om en brutal eller aggressiv arkitektur. Navnet kommer af fransk Beton Brût, i betydningen ’rå beton’. 

Stilen, der er en udløber af modernismen midt i 1900-tallet, havde som intention at lade en bygnings materialer stå med deres rå overflade uden at pakke dem ind eller overfladebehandle dem for pænhedens skyld. Det var en måde at anerkende et hvilket som helst materiales egen skønhed på.

- Beundrere af brutalismen argumenterer for, at arkitekturen skal have en klar og synlig konstruktion. Elementerne skal være utilslørede, og materialerne skal være, som de er. Derfor er brutalismens værker ofte påtrængende og demonstrative. De kan virke nærmest anti-æstetiske. Brutalismens arkitekter afviste de forfinede detaljer og dyrkede materialet og dets stoflige virkning – de dyrkede råheden, siger Realdania By & Bygs arkitekt Per Troelsen, der står i spidsen for restaureringen af huset. 

Fra Paris til Herning

En af ikonerne for brutalismens arkitekter var arkitekten Le Corbusier, som bl.a. stod bag kapellet Notre Dame du Haut i byen Ronchamps i det østlige Frankrig. I Danmark kom blandt andre arkitekt og samfundsdebattør PH til at foregribe konceptet i sin dyrkelse af ’realisme’ som stilbegreb (se PH's eget hus), og i Realdania By & Bygs samling af enestående dansk arkitektur findes også eksempler på brutalisme tegnet af danske arkitekter.

I Aarhus-arkitekt Knud Friis’ eget hus, som han opførte i 1956 i Brabrand, genfinder vi den rå beton og de synlige konstruktioner. I administrationsbygningen til firmaet Glasalstrup i Hasselager, som arkitekt Knud Blach Petersen (manden bag Gellerupparken) tegnede i 1966, har brutalismens dimensioner og kærligheden til rå beton indfundet sig. Med Poul Erik Thyrrings eget hus kom brutalismen også til Herning. 

- Poul Erik Thyrrings hus afspejler imidlertid en lidt anden variant af brutalismen; en mere organisk og stedbunden arkitektur. Huset er opført i en mere menneskelig skala, det ligger nænsomt indpasset i landskabet, og facaden er præget af et træskelet og bølgende facadeplader, der bløder den grå hårdhed op. Huset opleves mindre brutalt, forklarer Per Troelsen.

Væsentligt kapitel i arkitekturhistorien

Tilpasningen til landskabet, den mindre skala og det synlige træskelet – som giver mindelser om traditionelt dansk bindingsværk – har tilført Thyrrings eget hus et strejf af noget organisk, imødekommende og dansk. Alligevel deler huset vandene.

For nogen kan brutalismens arkitektur virke tillukket og menneskefjendsk; for andre er arkitekturen derimod ensbetydende med netop en human verden, hvor moduler, ensartethed og prisbillige materialer sætter individet fri. Der er ingen tvivl om, at kærligheden til brutalismens værker afhænger af øjnene, der ser. Ikke desto mindre, er brutalismens værker en del af fortællingen om vores samfund og dets arkitektur. 

Realdania By & Byg kunne indlemme Poul Erik Thyrrings eget hus i samlingen i juni 2021. Forude venter en gennemgribende restaurering af Poul Erik Thyrrings eget hus, og som altid er Realdania By & Byg Klubben med hele vejen i selskab med arkitekt og projektleder Per Troelsen. Første besøg i huset – fysisk og online – bliver den 12. august.