Tre liter hvid, to dråber sort og én dråbe oxydgul
Når farverne i et historisk hus skal genskabes, er det ikke nok med et farvekort. For at få den helt rette nuance, må datidens farver ofte blandes i fri hånd på stedet. Dét var erfaringen, da Realdania By & Byg for fem år siden genskabte farverne i Arne Jacobsens eget rækkehus i Klampenborg. Kom helt tæt på farverne – også gerne med kamera - når Realdania By & Byg Klubben åbner huset.
Tre liter hvid, to dråber sort og en dråbe oxidgul. Det krævede mange blandinger og mange farveprøver at finde frem til de helt rigtige nuancer, da de historiske farver for fem år siden skulle genskabes i det rækkehus på Strandvejen nord for København, som den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen skabte som sin egen familiebolig i 1951, og hvorfra han også drev sin tegnestue.
På jagt efter Jacobsens farver
I 2005 købte Realdania By & Byg huset og gennemførte dengang en omfattende restaurering af bl.a. gulvbelægninger og udvendige dele. I 2019 var turen kommet til farverne, men uden hverken farvekort, farvekoder eller farvebeskrivelser måtte der en større undersøgelse til for at afdække stjernearkitektens oprindelige valg af farver i 1951.
Bevæbnet med skalpeller, vatpinde og andre redskaber indledte en farvearkæolog derfor for fem år siden jagten på Jacobsens farver, og indsatsen gav pote. For selv om huset gennem årene havde været istandsat og malet mange gange, lykkedes det at fjerne nyere lag af maling og tapeter og forsigtigt kradse i vægge og træværk, så små lommer af de originale farver kom til syne.
Resultaterne blev sammenlignet med gamle interiørfotos, beskrivelser af Arne Jacobsens arkitektur og design samt oplysninger fra hans efterkommere, og den palet af pangfarver i grønne, turkise og gule nuancer, som var dukket op, viste sig ganske rigtigt at være de helt oprindelige.
I skæret fra en dagslyslampe
Farvekoder var der dog ingen af, så for at genskabe de rette nuancer måtte nogle af farverne blandes i fri hånd, ude i huset og i skæret fra en dagslyslampe. Herefter blev der rundt omkring i huset malet små farvefelter på vægge og træværk, så de valgte nuancer kunne opleves i både
lys og skygge og morgen og aften. De steder, hvor det var nødvendigt, blev farverne igen justeret.
Med denne fremgangsmåde blev der til hvert rum udarbejdet en særlig farveblanding eller fundet en matchende farve blandt nutidens farvekoder. Opskriften ”Tre liter hvid, to dråber sort og én dråbe oxydgul” var således den blanding, som bedst matchede farven på Jacobsens separate arbejdsplads i husets tegnestue, hvorfra han gennem en rude kunne holde øje med sine medarbejdere.
Jacobsens hjem i 20 år
Rækkehuset på adressen Strandvejen 413 i Klampenborg var Arne Jacobsens hjem i 20 år. Hjemvendt fra eksil i Sverige, hvor han opholdt sig under anden verdenskrig, begyndte han på tegningerne til rækkehusbebyggelsen ’Søholm’, som med sin sublime beliggenhed og arkitektur for længst har indskrevet sig som et helt enestående kapitel i fortællingen om både dansk og international arkitektur.
I det yderste hus med direkte udsigt til Øresund skabte Jacobsen sin egen bolig, og i modsætning til de andre huse i rækken fik hans eget hus en lille tilbygning, hvor tegnestuen blev indrettet i kælderen. Jacobsen boede i huset fra 1951 og frem til sin død i 1971, og herefter boede hans enke i huset i en årrække. I 1987 blev huset fredet og i 2005 købt og restaureret af Realdania By & Byg. I 2019 blev de originale farver genskabt.
Enkelte vægge med kraftige farver
Foruden de oprindelige farver afslørede den farvearkæologiske undersøgelse også, at alt træværket oprindeligt havde stået i en halvblank lysegrå oliemaling, og at alle lofter havde stået i en ren hvid farve, som på den måde bandt husets rum sammen.
Den grundige undersøgelse af væggene viste også, at Arne Jacobsen i sin tid havde fået opsat grundpapir på de pudsede vægge, som efterfølgende var blevet malet med en traditionel emulsionsmaling bestående af limfarve og linoliemaling i en gennemgående lys cremefarve på de fleste vægge, lige med undtagelse af enkelte vægge, som med hver sin farve havde prydet det enkelte rum.
Myten om, at modernismens og funktionalismens arkitekter ofte sværgede til den hvide farve, blev altså i Arne Jacobsens eget hus godt og grundigt punkteret, og i dag er arkitektens blågrønne, turkisgrønne, petroleumsblå, okkergule og grålige nuancer genoplivet.
Arne Jacobsens eget sommerhus
Sommerhuset, som Arne Jacobsen opførte til sig selv og sin familie, rummer dele af funktionalismens formsprog samtidig med, at det peger visionært fremad mod de...
Se projekt
Arne Jacobsens eget hus i Klampenborg
Arne Jacobsens eget hus på Strandvejen 413 indgår i bebyggelsen Søholm. Søholm består af fem rækkehuse, som står i gule mursten. De markerer således et skifte f...
Se projekt
Arne Jacobsens eget hus i Charlottenlund
Arne Jacobsens eget hus på Gotfred Rodes Vej regnes som et ikon for Jacobsens internationale periode. Med sine hvide vægge og kubistiske former har Jacobsen i d...
Se projekt
Arne Jacobsen på Louisiana
I anledning af 100-året for arkitekt og professor Arne Jacobsens fødsel har Realdania støttet en stort anlagt udstilling på Louisiana med 500.000 kr.
Se projekt
Arne Jacobsens pavilloner
Som en del af en større opdatering og fornyelse af Enghaveparken I København har vi støttet genopførelsen af Arne Jacobsens to pavilloner ved indgangen til park...
Se projekt