Ny kampagne skal give mere leg i skolegården

Pressemeddelelse

7. november 2012

Et par fodboldmål, nogle hinkeruder og et klatrestativ. Sådan er mange måske vant til at tænke på skolegården. Men hvordan kan dette billede nytænkes, udfordres og udvikles, så skolegården i højere grad bliver et sted, der inviterer til leg og bevægelse? Drøn på skolegården er en kampagne, som skal skabe ny viden og eksperimenterende tiltag, der viser, hvordan skolens udearealer kan nytænkes, så de indbyder til mere leg og bevægelse for alle børn - også de mindst aktive. Både i og efter skoletid. Bag kampagnen står et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse, som nu inviterer landets skoler og kommuner til at deltage i et udviklingsforløb ved at byde ind med visioner for, hvordan deres skolegård kan indrettes, så den inviterer til mere fysisk aktivitet. Kampagnen har et samlet budget på godt 21 mio. kr. Hertil kommer en estimeret kommunal selvfinansiering på 10 mio. kr.

Skolegården skal nytænkes
Mange børn rører sig for lidt - både i fritiden og i skolen - og når slet ikke op på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst 60 minutters fysisk aktivitet hver dag. Det påvirker ikke alene børnene og de unges sundhed, men også deres indlæringsevne, motorik, livsglæde og sociale kompetencer. Da børn og unge tilbringer en stor del af deres tid i skolen, er der basis for at se på, hvordan skolens rammer – og hermed skolegården – kan invitere til mere leg og bevægelse.

Kampagnen Drøn på skolegården inviterer nu til et udviklingsforløb, hvor skoler og kommuner kan byde ind med en konkret skolegård, en problemstilling og en vision for, hvordan indretningen af skolens udearealer kan understøtte leg og bevægelse. Blandt ansøgerne vælges op til15 idéoplæg til videreudvikling, og til slut udvælger parterne minimum fem projekter til realisering.

”Med Drøn på skolegården vil vi gerne nytænke og udfordre det traditionelle skolegårdsbegreb, så hele skolens udeareal i højere grad bliver aktiveret som ramme om leg og bevægelse til glæde for skolebørnene, især de mindst aktive. Samtidig vil vi vise, at det også med relativt få midler og små, fysiske nedslag er muligt at invitere til mere fysisk aktivitet,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Skolegården skal være for alle
Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse aktiverer med kampagnen det store potentiale, der ligger i en øget indsats for at fremme skolegårdens betydning for leg og bevægelse. Både i og efter skoletid.

”Arealerne i og omkring skolen har potentiale til at blive et centralt mødested i lokalområdet og et vigtigt opholdsrum. Ikke bare for lærere og elever i skoletiden, men også for naboer og andre når skolen holder lukket. Skolegården – eller det skolegården kan blive til – rummer store muligheder for i endnu højere grad at skabe værdi for hele lokalområdet og ikke kun skolens elever,” siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Sunde børn bliver sunde voksne
Samtidig har en nytænkning af skolegården betydning for børnenes indlæringsevne, motoriske udvikling og generelle sundhed. Både på kort og langt sigt:

”Skolegården er et oplagt sted at få børn og unge til at bevæge sig mere, da vi ved, at det har en positiv effekt på deres læring – og så er det sundt. Rammer for fysisk aktivitet er ikke kun den fysiske skolegård. Også organisering af skoledagen har betydning. Ved at have fokus på begge dele opnår vi fuld effekt af indsatsen”, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Udover at inspirere og udvikle nye tiltag i skolegården skal kampagnen også generere viden og helt ny forskning om, hvordan man kan fremme børns bevægelse i hverdagen. De udvalgte projekter indgår i et forskningsprojekt, der skal give svar på, hvordan fremtidens skolegårde kan indrettes. Forskningen gennemføres af Center for Interventionsforskning, Syddansk Universitet.

Læs mere på kampagnens website: drøn.dk 

FAKTA

Kampagnen er en relancering af Kræftens Bekæmpelses kampagne og pilotprojekt Drøn på skolegården. Målet er at udvikle, kvalificere og realisere konkrete tiltag i skolegården og udearealerne, som kan danne grundlag for forskning, formidling af viden samt inspiration til alle skoler og kommuner.

Kampagnen gennemføres i et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse. Realdania og Lokale og Anlægsfonden støtter udvikling og realisering af de konkrete projekter, mens Kræftens Bekæmpelse støtter forskningsdelen.

Kampagnen har et samlet budget på godt 21 mio. kr. Hertil kommer en estimeret kommunal selvfinansiering på 10 mio. kr.

Kampagnens forløb:

Visionsoplæg (november 2012 - februar 2013)

I første fase byder landets kommuner, folke-, fri- og privatskoler samt relevante rådgivere ind med deres vision, problemstilling, hold og en konkret skolegård. Deadline er 28. februar 2013.

Udvælgelse af visioner til videreudvikling (marts - april 2013)

Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse udvælger op til 15 projekter, der hver støttes med op til 100.000 kr. til eksterne rådgivere til videreudvikling og konkretisering af visionerne.

Opstartsworkshop (7. maj 2013)

De 15 udvalgte hold mødes til en opstartsworkshop den 7. maj i Spinderihallerne i Vejle.

Udviklingsfasen (april - december 2013)

De udvalgte projekter udvikler deres visioner til konkrete projektforslag. Deadline for anden ansøgning er 3. december 2013.

Udvælgelse af projekter til realisering (december - januar 2014)

Parterne vælger min. 5 projekter til realisering. Projekterne støttes med 50 % af anlægssummen - dog maksimalt med 2 mio. kr. pr. projekt. Derudover dækkes fondsafgiften for kommuner på 17,5 % af Realdania.

Workshop (februar 2014)

De udvalgte hold mødes til en realiseringsworkshop.

Realisering og evaluering (2014 - 2016)

De udvalgte projekter realiseres i 2014. Efter projektets implementering gennemfører Syddansk Universitet en forskningsbaseret evaluering af resultaterne.

Partnerskabets bistås af Dansk Bygningsarv, der fungerer som eksternt sekretariat for kampagnen.

{{ title }}

{{ description }}