x

Pergolaen - fra oldtidens paladser til parcelhushaven

Pressemeddelelse 12. juli 2023

Vi kender dem fra rejser til varmere himmelstrøg, hvor deres åbne struktur lader befriende briser passere, mens skyggen fra gamle vinranker, der snor sig omkring stolpeværket, lader os nordboere trække vejret lidt roligere. Det drejer sig om pergolaen, buegangen, loggiaen – kært barn har mange navne. Disse åbne, søjlebårne konstruktioner, der har rejst gennem arkitekturhistorien fra oldtidens Ægypten til europæisk bygnings- og havekunst, og således også til Danmark.

I Realdania By & Bygs samling af arkitektur findes en perlerække af eksempler på, hvordan store danske arkitekter gennem hele 1900-tallet har anvendt disse uderum både praktisk og ikke mindst arkitektonisk. Arne Jacobsen er en af dem.

I 1937 tegnede og opførte Jacobsen et sommerhus til sig selv ved Sejerøbugten. Huset består af en halvrund, dobbelthøj fløj og en rektangulær lav værelsesfløj, hvorpå han placerede en loggia mod øst. 

Loggiaen er opført som en simpel overdækket gang i bygningens længde med et flisegulv i samme niveau som græsset. Stolperne er udført af afbarkede træstammer, som lader klatreplanter begrønne huset. Og netop disse stammer er væsentlige, for her skabte han den relation mellem det hvide, moderne hus og den omgivende vilde natur, som giver huset en antydning af stedbundethed. En relation, der bliver yderligere forstærket af loggiaens væsen som en overgangszone både fysisk og mentalt mellem inde og ude, mellem natur og kultur. 

Med birkegrene som gardiner

Også velfærdsstatens arkitekt, Svenn Eske Kristensen, berigede sit sommerhus med en loggia, da han i 1954 tegnede ’Esken’, som huset i det naturskønne Fårevejle blev døbt. 

I modsætning til Arne Jacobsen valgte Svenn Eske Kristensen at placere sin loggia på 1. sal. Han trak den spånklædte facade godt en meter tilbage, hvorved husets træskelet stod nøgen tilbage som taktfaste søjler i et åbent uderum, der samtidig gav sval luft til værelserne bag væggen. 

Det er en enkel og samtidig praktisk arkitektonisk måde at understrege husets fritidskarakter på og afspejler en imødekommenhed over for naturen - ikke mindst de høje birketræer, hvis kroner danner grønt bagtæppe som loggiaens yderside. 

En rejse i ord og tid

En pergola er en skyggefuld gang med tunneleffekt, der kendes fra oldtidens Ægypten. Navnet stammer fra det latinske ord ’pagula’. Den åbne, søjlebårne konstruktion findes også i en mængde varianter i den islamiske bygningskultur. 
Pergolaer kendes også fra vindyrkning som en måde at binde planterne op på. Og netop planter knytter også pergolaen og loggiaen sammen. 

Ordet loggia kan relateres til ordet ’lauba’, som betyder løv. På samme måde som arkitektoniske ideer bevæger sig gennem historien, så rejser også ord og begreber gennem tider og kulturer. Ordet lauba bliver således gennem påvirkning af diverse sprogstammer til ordet ’loggia’. Heraf udledes ordet ’logi’- et sted at overnatte. 

Arkitektoniske formidlere 

Både loggiaen og pergolaen er sammen med alle deres beslægtede konstruktioner arkitektoniske hybrider, der agerer overgangszone og formidler sammenhænge mellem rum – inde som ude. 

I den modernistiske arkitekt Erik Christian Sørensens mesterværk af en familiebolig opført til ham selv i 1955 lod han husets konstruktionsprincip af rumlige moduler med sorte stolper og tværgående åse fortsætte ’ud i haven’ uden skillevægge og vinduer, men som overdækkede, åbne søjlebårne strukturer – nogle gange også uden tag. Huset og haven er begge fredet. De er tænkt som ét hele, og den åbne søjlekonstruktion skaber på en let og raffineret facon relationen mellem rum i haven og mellem ude og inde.

Da den milde brutalist, arkitekt Poul Erik Thyrring, i 1971 opførte sit eget hus i Herning, lod han på samme vis en udækket søjle-drager-konstruktion være bindeled mellem sit hus og den omkringliggende skov. Husets bindingsværkskonstruktion af rødmalet træværk videreførte han i sin pergola, der blev brugt meget bevidst i mødet mellem hus og skov, fra det uplanlagte grønne til det taktfaste røde. 
Han lod klatreplanter indtage søjlerne, og lod dermed sit hus af rødt træ og bølgeeternit undertvinge sig naturens langsomme men sikre magtovertagelse. 

Vilhelm Lauritzen markerer et uderum

For arkitekt Vilhelm Lauritzen blev den udækkede pergola ikke så meget en relation til naturen, da han opførte sit eget hus i Hellerup i 1958. Her opførte han en spinkel, rektangulær åben søjlestruktur foran garagen ved hoveddøren som markering af et uderum mellem boligen og den befærdede Bernstorffsvej. 

Det meget hårde udtryk passer både til huset og til placeringen. Det er mere en bemægtigelse af overgangszonen mellem vej og bolig, end et skyggefuldt uderum.

Lad dig inspirere af de store arkitekter

Løvgange, pergolaer og loggiaer er blevet formuleret, formet og anvendt i have- og bygningskunst et utal af gange fra mauriske paladser, italienske villaer, engelske Arts&Crafts huse og til nutiden, hvor haveejere i ethvert byggemarked kan købe samle-selv pergolaer eller buede opbindingsrammer til løvgange. 

I Realdania By & Bygs samling af huse, danske arkitekter har opført til sig selv gennem 1900-tallet, findes mange versioner af denne oldgamle arkitektoniske hybrid. Har du lyst til at se, hvordan husene og deres pergolaer ser ud, så tag med Realdania By & Byg Klubben på oplevelser i dansk arkitekturhistorie.